Torsten ChristensenFotograf

Røde Cecil hedder ruten. Egentlig er det lidt skørt, men står man og kigger ud over Studstrup Værket, så ligner skorstenen unægteligt en cigaret. Lidt skørt men sandt. Djursland dannede sidste år rammen om et ca. 145 km graveleventyr.

I år ville vi gentage succesen, og af alle dage, hvor sommeren kunne have gjort sit indtog, så skete den denne lørdag, den 29.05.2021. Vejret var FANTASTISK til cykelløb på grus.

10 hold af 4 mand fik frie tøjler, inden for fornuftens rammer, og satte med ca 5 minutters intervaller ud på en rute der på alle måder ville udfordre.
Bakker, asfalt, grus, mudder, single track, og meget mere var på menuen.

UDE PÅ RUTEN

JERNHATTEN ca 55 km

Et helt exceptionelt sted på ruten er “Jernhatten”. Beliggende nær Holme, lige ud til kysten men højt hævet over vandet er stedet en kæmpe udfordring for gravelrytterne. Man skal af og gå, det kan vi godt sige med det samme. ind gennem tæt vegetation og skarpt opad. Men når man kigger ud på toppen ser man en udsigt som er ganske unik. Sporet er klart Single Track og folk var pressede da de ramte toppen og skulle henover Jernhatten og videre ned gennem et lille stykke med skov, inden turens første pause.

Pause 1

Pas Normal Studios havde været så søde at stille deres bil til rådighed. Der sad Andreas Kirk klar med en cola til de meget tørstige ryttere.

HOLME, Dråby og Boeslum strand. Grus og BUMP! ca 60 km

Indrømmet: Vi forsøgte på bedste vis at følge rytterne. Imidlertid var underlaget simpelthen ikke til det. Ganske ujævnt og uforudsigeligt terræn gør at cykler bliver markant hurtigere end biler. Til sidst nåede vi at komme foran, men vi fik ikke meget med fra det stykke vi ellers havde håbet på kunne give gode resultater. 4 hjulstrækker næste gang. Vi måtte ud og køre hurtigt på landevejene for at nå op til rytterne der gjorde næste stop i Ebeltoft. Det gav lidt landskabsbilleder med husdyr i forskellige udformninger.

PITSTOP, EBELTOFT, ca 75 km

I Ebeltoft ramte rytterne 75 kilometer på tælleren. Her blev det tid til et pitstop i Netto for at tanke op.

MOLS BJERGE, km 85-100

Her ramte turen det hårdeste område. Masser af bakker, knastørre støvfyldte veje, høje temperaturer og en træthed der begyndte at vise sig i form af småfejl, misforståelser og også styrt.

AGRI, FØLLE OG VOSNÆSVEJ ca 125 km

Efter grusstykket fulgte en lang og hurtig nedkørsel Af Agri Bakke, hvor holdene kunne ramme topfart og fik et kærkomment pusterum.

Vores sidste nedslag var med Studstrupværket som kulisse. Foran kørte rytterne op ad Vosnæsvej og forsvandt mellem markerne. Vi var ikke langt fra mål nu og det var også tiltrængt.

I MÅL, ca 145 km

Efter ca 145 kilometer ramte rytterne mål. Det var trætte men glade folk der kom i mål og de blev modtaget af pastasalat, kolde øl, grillpølser og sodavand. Der var lutter smil og grin rundt ved bordene og på jorden, hvor mange hvilede ud. Vi havde en eminent tur med et vejr der var langt bedre end forventet, en rute der udfordrede, var flot og havde masser af grus. Alt i alt en ret fantastisk dag og en fed start på sommeren. Tusind tak til alle deltagere og hjælpere. Venlig hilsen Velofit.